kastede op på lægen

Jeg er syg.  Igen.  Og det er tredje gang indenfor et halvt år.  Nårh ja, men jeg er jo heldigvis ikke den eneste.  Har masser af lidelsesfæller.  Mine læge hun sagde at det havde været et skidt år, med masser af influenza, virus og hoste.  Hun havde en teori om at den dårlige sommer og mangel på solskin havde resulteret i for lidt c-vitamin, og derved et svækket immunforsvar.  Jeg har nok bare en virus-infektion, men fik alligevel en recept på pincilin, henvisning til røntgen af lungerne, en podning i halsen og så en blodprøve for at måle bakterieindholdet.  Og her gik det galt.  OK - jeg er ikke pjattet med nåle, men en lille priktest (som de kalder den), hvor hun pressede 3 dråber blod ud af pegefingeren... kvalmen byggede sig op.  "Har du et glas vand?" - "Ja, men prøv bare at kigge væk...", "Ok - urrggghh".  Ud kom det, og det var rart.  

Vi flytter til Neksø

Wow, det er superlængesiden at jeg har fået skrevet på bloggen, og det er vel trist.  Min undskyldning er den, at jeg siden sidste indlæg har brugt 'hvileperioden' på at observere, samtale, planlægge, og handle på alle de mange følelser, som influenzaen fik sat skub i...

Ja - så vi flytter altså til Neksø...  Lejligheden er så godt som solgt, og vi har købt vores drømmehus.  Kan ikke lade være med uploade et lille billede.  Måske fordi jeg bare er håndværkertypen, og glæder mig lidt for vildt til at få et stort gammelt hus at vedligeholde.

Mærkeligt at vende 'hjem' til fødeøen, og tilbage til far og moar.  Lidt stort at skulle se længere frem i tiden, og måske vænne sig til tanken om at 'slå sig til ro' og blive hængende i Neksø de næste 10, 15 eller 20 år, hvem ved?  Men spændende at skulle engagere sig i en ny menigheden med masser af visioner og drømme.  Neksø har nemlig en næsten ny frikirke, og en hjemmeside du kan tjekke ud her.  

fra play til pause

Hvis du er bekendt med Lifeshapes, er min tanke i øjeblikket fikseret på halvcirklen. Ovenpå 14 dage med influenza, har jeg fået nyt perspektiv på tilværelsen. Der er gået mange nætter med at læse lidt (Camilla Läckberg), spise lidt banan, drikke lidt vand, gå på toilet og så måske sove lidt - for så naturligvis at overveje hvad der er det vigtigste for mig ved vores familieliv.

Det er så svært med selverkendelse! Hvorfor er det så vanskeligt at mærke efter hvordan man har det? Er det virkelig nødvendigt at stoppe helt op og lave ingenting for, at kunne 'tage temperaturen'? Om ikke andet, er det næsten helt rart at blive tvunget til at tage en slapper. Den første uge kunne jeg ikke vente med at blive rask og komme tilbage på arbejde, men den anden uge havde jeg indset at det var en slemmer omgang influenza...

Så bortset fra at det er surt at være syg, så har det været en positiv oplevelse at lave ingenting og tænke over mit liv. Mit pendul svinger uden tvivl mod 'hvilen', og jeg er bange for at det får alvorlige konsekvenser. Jeg har besluttet ikke at kæmpe imod, i en accept af at vi som mennesker er skabt til at 'arbejde udfra hvilen' og ikke kun 'hvile fra arbejde'. Ja, tænk lidt over den og læs evt. Johannes 15 om 'vintræet'. Hvad hvis vi som mennesker er underlagt en slags 'årstider' og er nødsaget til at gå igennem perioder med beskæring, vækst, bære frugt, og afblomstre (hvile) ? Har Gud skabt os til at være underlagt en 'livsrytme' eller et 'livsmønster'?

Pendulet svinger - mellem arbejde og hvile, mellem frugt og afblomstring, og ind imellem oplever vi vækst og beskæring. Læs mere om 'halvcirklen' og bogen om livsmønstrene på http://www.livsmonstre.dk/

Lille Chris får mad hver dag...

... og han har allerede vokset sig meget stor. Han sover meget, spiser meget og smiler meget! Det er fantastisk at være familie og dejligt for William at have fået en lillebror. Jeg glæder mig meget til at se dem vokse op sammen - og ikke mindst til den dag kommer, hvor de rotter sig sammen mod deres forældre :)

min første vielse

For nogle måneder siden blev jeg ringet op af en ung mand, der var kommet til at frie til sin kæreste - så de skulle seføli giftes... og gerne af mig! Hmmm, jeg undrede mig men sagde med det samme ja, og var utrolig glad. Men der gik ikke mange sekunder efter at samtalen var afsluttet, og det slog mig: hov, så er jeg jo en rigtig præst. Jeg har båret titlen 'ungdomspræst' de sidste tre år, og har arbejdet som ungdomsleder i kirker tidligere, men aldrig blevet bedt om at foretage en vielse eller en begravelse. Jeg har døbt nogle stykker - men det er på en eller anden måde noget andet. Et bryllup er højtideligt, smukt og ... nervepirrende. Men bortset fra alle nerverne, gik det godt, solen skinnede og de sagde begge Ja.


Fokus for min tale blev, overraskende nok, kærlighed - med reference til 1.Kor.13, hvor Paulus beskriver kærligheden der skal herske mellem de kristne. Jeg havde bedt 3 ældre par fra menigheden (som alle har været gift i over 40 år), om at give deres bud på et langt og lykkeligt ægteskab - jeg vil lige tillade mig at bringe et enkelt citat...

"Vær klar over, at 'forelskelsen' ikke varer evigt, siges der! Vi kan kun udtale os om, at den varer mindst 45 år. På et tidspunkt går den over i 'kærlighed' eller 'venskab', - (siges der stadig) – og det venter vi så på."

Så... HUSK liiiige, at ligge mærke til alle de mange par, der har været gift i 'hundrede' år og stadig er forelskede - ægteskabet ødelægger ikke nødvendigvis romantikken eller forelskelsen, det er tværtimod selvoptagetheden og individualismen som gør det. Ægteskabet er med til at skabe lidt rammer og struktur på samlivet, og det kan jeg forstå at der er brug for, hvis man skal værne om kærligheden. Tag ved lære af de ældre og erfarne - de vil gerne hjælpe os unge, og give et råd med på vejen. Lad dig ikke narre af det ydre - Hyacinth og Richard ville ønske de elskede hinanden ligeså højt som Violet og Onslow (på billedet).

TOM - the order of mission

Lørdag aften blev Mia og jeg optaget som medlemmer af en Orden. Ja, du læste rigtigt! Vi aflagde et løfte, fik forbøn og et kors hængt om halsen. Som navnet indikerer, så er det ikke et liv i isolation bag tykke mure, der venter os, men en intention om at leve et liv i Guds mission.

TOM har som alle andre ordener, en leveregel, og den minder også en anelse om det traditionelle løfte til 'kyskhed, fattigdom og adlydelse'. Nyfortolket er disse tre blevet til et ønske om at leve et 'rent, simpelt og ansvarligt liv'. Læs mere på TOM's hjemmeside om hvad de lægger i løftet, og visionen bag.

Vi håber at det bliver en 'åndelig krykke' for os, hvor netværket mellem medlemmerne vil hjælpe os til at leve et mere målrettet og fokuseret liv. Vi har allerede gode og dybe relationer indenfor TOM, og glæder os til at være en del af udviklingen i Danmark. Spørg os endelig om det når vi ses - det er ok at du synes det lyder lidt mærkeligt :)

Jeg skrev forresten min BA opgave om TOM og St.Thomas' Church, som jeg gerne emailer til interesserede...

Christopher

D.21.maj kl.8.09 blev Christopher født på Frederiksberg Hospital. Det var en super oplevelse og gik meget hurtigere og lettere end da William kom til for godt 3 år siden. Vi var i trygge hænder og omgivet af venner. Vi var så heldige at en jordemor fra vores kirke mødte på arbejde 7.45, netop som Mia fik presseveer, og kunne være med til den sidste del af fødsel. Det var trygt med et kendt ansigt. Derudover havde en af Mia's barndomsveninder vagt på barselsgangen, og sørgede for enestue og særbehandling :) Christopher vejede 4,01 kg ved ankomsten og var 54 cm lang. Han trives og spiser meget. Vi er vildt glade og vildt taknemmelige og det er helt vildt!!!

Hvidt tøj

Tilbage i februar havde jeg en store og våde fornøjelse at døbe Ken Håkansson (19). Vi snakkede lidt om det hvide tøj (nok i forbindelse med vigtigheden af at undgå for gennemsigtigt tøj - og ikke mindst rødt undertøj!!!), og en eller anden nævnte hvor traditionen stammer fra. Jeg har nok altid vidst at Peter og disciplene på pinsedag, da de døbte henved 3000 mennesker i en ruf, ikke fandt tid til at sy hvide dåbskjoler til dem alle. Men senere blev det til en sund vane at man i dagene mellem påske og pinse gik i sit gamle beskidte tøj, og så efter sin dåb trak i hvide klæder, for at markere den nye start - 'renselsen' eller at 'synderne var vasket bort'. Ken var lidt ærgerlig over at han ikke havde hørt om denne tradition noget før, da han ville have elsket at traske rundt i den samme hullede t-shirt og et par tyndslidte halvlange shorts i en måneds tid. Nå - men måske en lille opfordring til at genoplive en gammel tradition!?

Igang igen...

Ovenpå en noget anderledes jul - er vi nu igang igen... Anderledes fordi - min kone Mia røg en tur på hospitalet med astmaanfald (udløst af graviditeten), og var indlagt en uges tid fra lillejuleaften og frem til d.30. Heldigvis havde vi en hyggelig nytårsaften med nogle gode venner. Ja, der kan hurtigt ske noget overraskende!


Jeg glæder mig meget til 'det nye år' og har en super-god følelse i maven af at noget godt vil ske... både fordi jeg skal være far, igen - men også fordi vi er faldet godt til i vores menighed.
Det er så dejligt, når man oplever at slå rødder og føle sig hjemme, og vigtig for at kunne trives. Vanløse er et dejligt sted at bo og vi håber på at kunne blive boende i mange år fremover.


Lidt hurtig reklame: vi har fået et bederum i vores kirke (ungdomshuset 44), som bærer navnet ekklesia - det græske ord for menighed. Her kan du komme hver søndag aften kl.20 til bøn, stilhed og andagt.

Perfektionisme skjuler mange synder

I en cellegruppe brugte vi tid på at dykke ned i versene fra 1.Joh.1,5-10 ved hjælp af lectio divina - modellen. Det som slog mig, og som vi på forunderlig vis også senere fik snakket om, er behovet for at være ærlig omkring sine svagheder og "vandre i lyset". Jeg følte mig udfordret i at turde være 100% ærlig både overfor Gud og mennesker, og slavisk bekende selv de mindste ting. Nogen fejltrin eller svagheder synes måske at være bagateller eller for små til at være nævneværdige. Men måske er det når vi øver os i det små, at vi får lettere ved at hive selv de store grimme monstre frem i lyset.

Vores samtale fik en interessant drejning, da vi snakkede om problemerne ved at være perfektionist! Et eksempel er at jeg af og til lider af rygsmerter, men undgår at gøre mennesker omkring mig opmærksom på min lille svaghed. Måske er det fordi jeg ikke vil være til besvær eller vil hjælpes, eller også er der en snert af irritation over at jeg ikke fungerer optimalt. Jeg må derfor spørge mig selv, om det er selvsamme 'perfektionisme' som afholder mig fra at "vandre i lyset" og bekende mine synder?

Jeg fører mig selv på vildspor! Vi fører os selv på vildspor...!

Vores snak endte med nogle overvejelser omkring helbredelse. Vi lever i en del af verden, hvor vi føler krav på at leve et langt og smertefrit liv. Det er næsten blevet en selvfølge! Alle andre steder er lidelse og død et naturligt vilkår. Hvordan har det indvirkning på vores Gudsforhold og synet på helbredelse? Har vi krav på helbredelsen - et smertefrit liv - et fejlfrit liv?

Og så lander mine tanker på Paulus og hans "torn i kødet". Måske er det samme irritation og samme perfektionisme som tynger ham. Det er som om han diskuterer med sig selv, og flytter sig jo mere han skriver... hans svaghed bliver til en styrke! Smerten skaber ofte magtesløshed, men hvordan kan afmagten blive til glæde? Læs og tyg på den:

2. Kor. 12,1-10

"Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden — om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det — blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske — om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det —at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed. For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig. Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk."